"’Vejen er erfaringens rynker i et lands gamle ansigt’, siger man. Denne bygade er ældgammel, måske tusind år eller mere. Generationers beboere har trampet ad vejen gennem landsbyen. Den gemmer spor efter mange, mange..."Dagmar Nielsen kigger igen ud af sit vindue på den lille landsby, hun kender og elsker så højt, og tænker over stort og småt. I "Græsset på min grønne vej" gør hun sig overvejelser om menneskers nænsomhed og til tider mangel på samme over for deres medmennesker og den natur, der omgiver dem. Hun fortæller om samtaler med sine bysbørn, om atomalderens farer og meningsløshed og om den glæde, hun finder ved de store træer og de små børn.